Welsh corgien – en gave fra alferne

Med denne overskrift vil jeg bringe dig tilbage i tiden, ja så langt tilbage, at oplevelser blev til historier, som blev genfortalt fra mund til mund igennem mange hundreder af år.

Hvornår vides ikke med sikkerhed; men historien siger: at to små børn var ude på marken for at passe deres forældres dyr, da de pludselig løb over to små hvalpe, som de troede var ræveunger. Da de kom hjem, viste de stolt deres forældre de to små hvalpe. Forældrene kunne dog straks se, at det ikke var ræveunger, men derimod to små hundehvalpe, og de måtte være en gave fra alferne. For man vidste, at alferne brugte disse små hunde til at trække deres små vogne. Den dag i dag kan vi se hos nogle corgier, når de er i fæld, at de har en lys stribe bag hvert forben/skulder. Sagnet siger, at disse mærker er slidmærker fra seletøjet, som de havde på, når de skulle trække alfernes små vogne.

Det viste sig snart, at ikke alene havde man fået et par søde og sjove hvalpe; men også en god hjælper i marken til at passe dyrene og hjælpe når fatter skulle på jagt. Samtidig var de hjemme på gården meget vagtsomme, særligt om natten, og børnene fik en fantastisk legekammerat.

Hvor gammel welsh corgien er, ved man ikke med sikkerhed. Allerede i år 1200 f.Kr. havde kelterne hunde med sig med lange rygge og korte ben, da de indvandrede fra Centraleuropa til Wales. Der er en teori der siger, at corgien muligvis er endnu ældre. En forsker mener, at corgien allerede var kendt for 4500 år siden som neolitternes hund. Neolitterne var landmænd og boede i Wales.

Man ved, at welsh corgi cardigan og gravhunden kan føres tilbage til Centraleuropa som kelternes hunde.

De nordiske vikinger gjorde deres indtog langs kysten til Wales i begyndelsen af det niende århundrede.

I vikingebådene var der foruden vikinger også deres små hunde, formentlig dem vi dag kender som västgötaspids.

Et par hundrede år senere fik Wales igen besøg af ubudne gæster, denne gang var det flanderne der kom, og med dem fulgte deres små hunde: schipperke. Det formodes, at flandernes hunde blev krydset med hundene i Pembrokeshire, hvorimod hundene i det nordlige Cardiganshire gik fri, muligvis her begynder der at udvikle sig to forskellige typer. Den ene lidt lettere og kortere i kroppen, pembroke, og den noget kraftigere og længere hund, cardigan. Farven på pembroke er ofte rød/zobel, men også tricolor og rød med sort sadel forekommer. Cardigan byder derimod på et utal af farvevarianter, og det formodes, at brindle hyrdehund og welsh collie og skotsk collie er parret ind på cardigan, derfra kommer genet for henholdsvis brindle og blue merle.

Der er ingen tvivl om, at corgien altid er blevet meget værdsat af sine mennesker. Det viser sig bl.a. ved den lovsamling kongen i Sydwales, Howell den Gode, vedtog i år 920. Her fremgår det, at bøden for tyveri eller drab af en hyrdehund fastsattes til dagsprisen på en ungtyr.

Welsh corgien har altid været en brugshund. I 1800 tallet ser man tydeligt, at avlen blev sat i system. Man lagde især vægt på evnen som hyrdehund. I 1892 afholdte man den første officielle corgiudstilling, den fandt sted i Carmarthen i forbindelse med en landbrugsmesse. Derefter blev udstillingen en tilbagevendende begivenhed, der fandt sted en gang årligt. Først i 1925 blev welsh corgien anerkendt som race, og kun som én race, af den engelske kennelklub. Samme år blev Corgi Club stiftet. I 1926 skilte cardiganopdrætterne sig ud og dannede Cardigan Corgi Club.

På den store årlige udstilling Cruft blev corgien udstillet første gang i 1927, her så man højst besynderlige klasser af hunde i meget forskellige typer, nogle lange og kraftige, andre med små, korte og tynde ben. Først i 1934 anerkendte den engelske kennelklub cardigan og pembroke som to selvstændige racer, og der blev udarbejdet en standard for hver race. I perioden 1925 til 1934 var det således muligt at parre en cardigan og pembroke med hinanden og få udstedt stamtavle på afkommet. Derfor er det den dag i dag muligt ved at gå tilbage i vores nulevende corgier henholdsvis hos cardigan, at finde gamle stamforældre af pembrokeracen og omvendt.

Erik Faarup