Hvalpekøber

Kære hvalpekøber

Du har bestemt dig for en welsh corgi cardigan eller welsh corgi pembroke. Det, synes vi, er et godt valg. Vi håber, du beslutter dig for en dejlig hvalp, som du finder her på Welsh Corgi Klubbens hvalpeliste. Og hvorfor så det? Fordi vi i Welsh Corgi Klubben er glade for at kunne oplyse, at klubbens opdrættere skal leve op til hvalpelistens optagelseskrav. Vi kan her bl.a. nævne, at hvalpen er opdrættet iht. klubbens etiske anbefalinger. Det betyder, at hvalpen har den bedst tænkelige livskvalitet, idet det kræves, at kuldets forældre er fri for arvelige øjensygdomme.
Fx har vi en dna-test for pra, og dermed findes denne sygdom ikke længere hos de danske cardigans. Vi øjenlyser for katarakt, således at hunde, der har denne øjensygdom, ikke parres med hinanden. Vi forlanger, at hunde, der anvendes i avlen, har været på en anerkendt udstilling og er præmieret med mindst en ‘very good’. Således sikres det, at kun racetypiske hunde anvendes i avlen.
Læs i øvrigt klubbens etiske anbefalinger her. Vi ønsker dig held og lykke med din nye hvalp.